Hvad er de nye miljøer.

I Danmark udvikler der sig for tiden et miljø af dansere og musikere med baggrund i alskens forskellige mere eller mindre traditionelle og ikke kun danske genrer, der samles om folk, en bred betegnelse for folkemusik og dans. Man går ikke op i historisk korrekthed eller genreskel, tværtimod nyder man at danse og improvisere og lade sig inspirere af alle de mange forhåndenværende traditioner krydret med det man selv har i rygsækken af forskellig slags. Man laver workshops og inspirerer hinanden på kryds og tværs. Men man samles primært til baller, festivaler og lignende, for det er festen, samværet og udvekslingen, man går efter.

De unge

Det er en interessant udvikling, for den slags folkedans/folkemusik appellerer til de unge og til mange af dem, der gerne vil danse og spille, men som ikke interesserer sig for genreskel og diskussioner om rigtigt og forkert og bare vil give sig hen og prøve nyt og bruge det til det, man selv har lyst til. Her er måske åbningen til de næste generationer.

Er det rødderne?

Måske er vi i virkeligheden på vej tilbage til rødderne; folkets dans bruges spontant af unge i dagligdagen, til livets fester og alle vegne ellers af dem, der ejer det, nemlig alle dem der vil. Intet er rigtigt og intet er forkert. Det meste bliver forenklet og lettilgængeligt, og det indviklede og vanskeligt tilgængelige vælges fra og forsvinder ud ad evolutionens blindgyder. Da folkedansen sidst levede i Europa udviklede den sig også på tværs af landegrænserne som modestrømninger, der førtes fra land til land af rejsende og søfarere, balletmestre og danselærere. De fleste europæiske traditioner stammer i virkeligheden fra et fælles ophav af datidige modestrømninger og er først i dokumentationsøjeblikket stivnet og defineret.

Levende ting udvikler sig

Det er det, der er med ting, der lever. Det bruges, og kun det for tiden anvendelige overlever. Måske er det dødsdommen over traditionerne og de bevarede rester af fordums kultur. Men var de ikke også selv kunstigt skabte organismer taget ud af folkets hænder i sidste øjeblik og omdannet i eget billede af eliten, de unge studerende og afholdsbevægelsen først i 1900-tallet og anden gang af andre studerende i 1970`erne. Har den unge generation ikke ret til endnu engang at tage det til sig på nye måder, som nok er endnu mere multikulturelle, for det er nu engang sådan verden ser ud nu. Vi kan ikke forvente at kunne konservere stærke lokale traditioner i en verden, der bliver mere og mere ens, hvor kultur udveksles over landegrænser, og hvor snart sagt ingen har boet det samme sted i generationer.

'Ingen roser uden torne. Disse miljøer oplever stor fremgang idet der møder mange især unge og yngre interesserede op til danseaftener og workshops, og det interessante er, at mange af dem aldrig har prøvet at danse folkedans eller lignende før. For mange bliver det en engangsoplevelse af noget så eksotisk som deres egen arv, for andre bliver det noget, de vender tilbage til, og for atter andre bliver det en passion. Under alle omstændigheder betyder det, at forholdet mellem erfarne og uerfarne bliver så skævt, at det ellers så grundfæstede princip om mesterlære som overleveringsmetode ikke længere slår til, medmindre man forenkler repertoiret. En sådan forenkling skaber med tiden et generelt kompetencetab på dansegulvet og en kerne af erfarne dansere, der har svært ved at få deres lyst til mere tilgodeset. 

Hvad danses der 

Oftest danses der typedanse som skottis, vals og polka og slängpolska, som kan varieres i det uendelige afhængigt af lyst og evne. Derudover danses der forskellige kredsdanse og yderst få og enkle opstillingsdanse. Ofte ser man også folk danse frit til musikken eller kombinere med swing eller andet. Det vigtige er stemningen, festen og samværet.

Hvad sker der så med det gamle?

Bliver det så dansk folkedans og traditionsdansens endeligt? Det tror jeg ikke, for også disse nye dansere henter inspiration i traditionerne, og også de har brug for af og til at få jordforbindelse og konsultere arven og lære lidt mere derfra, som kan tages med ud i miljøerne og resten af verden. Mon ikke også der kan ske det, at man i mødet med det fremmede bliver optaget af, hvad man selv er rundet af. Og uanset at det er begrædeligt, at ikke hele Danmarks samlede befolkning dyrker folkedans eller traditionsdans, må vi jo erkende, at tingene ligger gemt andre steder end i færre og færre hjerter og hjerner, for der findes videoer, bøger, noder og al mulig anden dokumentation, hvorfra det hele kan hentes frem igen. Der vil sikkert altid være nogle, for hvem det er værdifuldt også at dyrke det gamle på den gamle måde. 

Mangfoldighed er skønt!

Selv nyder jeg godt af de nye miljøer og pladsen til at lege og blive inspireret, men jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det skulle være uden de rammer at improvisere ud fra, som er skabt i mig af folkedansen og traditionsdansen, balladerne og sanglegen, som på hver deres måde og sammen gør det muligt for mig at bidrage med mit og modtage derfra selv. Måske er jeg ikke helt faldet i den nye gryde, fordi jeg samtidig hæger om det gamle og også gerne dyrker det i ren form. Og fordi jeg bekymrer mig om, om alle forskellene bliver ens.